Hans ( Coco Beach´evige frivillig/hjælper), Toto (Filippinsk idemand/arkitekt) og jeg lejer en båd torsdag den 26. Juni 08 og skal ud og besøge de to værksteder vi har lavet til øens Mangyan stammer med de penge vi har fået fra en auktion og fra danske gæsters frivillige bidrag.

Ideen er jo at øens stammefolk skal lære et arbejde, så de selv kan tjene penge til familiens ophold, i mange år har disse mennsker næsten kun levet af ris og rødder, som er blevet givet dem..

Spændende bliver det at se de to små værksteder, for vi har altså i alt haft ca 60 mennesker i fast arbejde i nu snart fem måneder, vi har fået produceret 3.670 kugler og æg i kokostræ, og en masse nye produkter, alt lavet af menneskehænder, og ja, bare vi kan fortsætte eller måske ansætte flere

Efter 40 min sejlads, kl. 8.40, ankommer vi til den lillebille landsby, Bugtong, her venter ”direktørparret ” Christine og Mike på os.. Vi går forbi resterne af deres lille hus som lå helt ved stranden men som den sidste tyfon totalt fjernede, det griner Christine af. De har fundet lidt andre trærester og grene, købt 12 sække cement (hvor vi har givet dem de 6 af 220 pesos, i alt dkr. 143 Dkr), og så taget lidt forskellige ”mursten", så ja, nu har de da et fornuftigt hus igen….!

Jorden tilhører Christines familie og vi diskuterer om hvad det vil koste at lave et ca 150 qm værksted, ingen gulv, men et tag i stedet for den grimme presenning vi har nu (som vi har fået gratis af Coco Beach)…Ja, Mike mener at der skal købes 800 Nipa til taget, kokostræ til stolper, 6 kg søm, og noget sejlgarn, det skal laves enkelt, men stærkt og med bambus rullegardiner ved alle siderne for at stoppe det meste af regnen, når regntiden og tyfonerne kommer..

Kristines skal leje os jorden gratis, mod at vi fortsat ansætter hende og manden til at arbejde for projektet, de skal arbjede min. 60 timer om ugen, og de vil få fast løn 5.000 pesos hver, altså ca 550 kr om måneden, plus at de vil få 10% kommission af de varer de kan sælge til nye købere…

Arbejdet skal foretages af Mangyans, og alle arbejdere skal hjælpe gratis 2 timer om dagen til værkstedet står færdigt…. Total materiale pris regner vi med 40.000 – 50.000 kr, det er ok, kør.

Så serveres der mad til os fine gæster -, ris, grøntsager, lidt mystiske små krabber, pragftfuld ”jungle”salat og vand…ikke så ringe endda. Når Mangyans arbjeder får de et dagligt gratis måltid, ris og lidt grøntsager (inden jeg går får de 120 pesos til at købe kylling for, til frokosten i morgen, det griner de af og glæder sig til.

22 arbejdere følger os ned til båden, de er smilende og glade, Hans og jeg har nu lovet dem arbejde, lovet dem at de ihverfald kan regne med at her er arbede de næste seks måneder, måske mere.

Jeg har lidt af en klump i halsen… bare disse søde og gode mensker nu kan beholde det arbejde.

Vi sejler så ind til Puerto Galera, og går ca 30 min. op til landsbyen Kakonpo…Dette projekt ledes af det unge par, Marilyn og Nick, smukt flot ungt par, hun kommer fra bjergene i Nord, og han er her fra Mangyan stammen. De har været gift i 6 år, har to børn, hun er meget begavet, har selv læst sig til at være lærerinde, og hun kæmper for at hendes landsby skal få bedre levevilkår… Jeg har været her for ca. 10 år siden, der var landsbyen beskidt, lugtende…alle dårligt klædt, man ønskede sig bare væk, man købte hvad de havde, man havde det skidt, for dem og for sig selv, ubehageligt…

I dag, med dette energiske par er alt skiftet… da Marilyn hørte om at vi danskere på Coco Beach havde samlet penge ind og ville lave et projekt for fattige stammer, ja, da veg hun ikke fra Coco Beach, sov på gulvet i vort værksted, blev ved om at bede om arbejde til landsbyen. I Julen var jeg så irriteret på hende at jeg ønskede hende langt væk.. Til sidst opgav jeg og gav dem arbejde, og ja, parret leder nu det andet af vore to værksteder, og det her er et mirakel, et ægte mirakel. Landsbyen er pinlig ren, naturligvis stadig fattig – men er den det ? – hver af de 31 familier har deres eget hus, måske 12 kuadratmeter, med lidt køkken, et soverum og et sted man kan være når det regner… landsbyen har to toiletter, og så deres stolthed, den lille skole/kirke

Dette er en Mangyan landsby, mennesker som vi på Filippinerne ikke regner med, men bare den lille håndsrækning de har fået har jo ændret alt, glemte jeg at fortælle at en af familierne, hvor tre mænd arbejder 7 dage om ugen på projektet, har fået købt et fjernsyn på afbetaling..??

Det er frokost..og hele landsbyen stiller sig i kø, der bliver spredt store bananblade ud, de kommer med 2 store spande ris – mændene spiser først, så kvinderne, der grines, alle har det godt..og når jeg går – og her kan jeg ikke holde mig, tårerne løber ned af kinderne på mig…