NØDHJÆLP TIL ALBAY December 26–30 2006
Klik her for at læse takkebrevet fra Connie Pausanos, lederen
på vores kontor i Manila samt koordinering af hjælpeprogrammer på Filippinerne.
Min historie begynder mandag d.25/12 2006 i Københavns lufthavn.
Efter to ugers indsamling via cctravel.dk er tiden nu kommet til at få kørt
nødhjælpen i stilling.
Efter en hurtig aftensmad kørte vi, kl.23, mod Legaspi. Det viste sig dog hurtigt at det ville blive en lang tur, ikke alene på
grund af de 500 km der skulle tilbage lægges, men på grund af de mange problemer vi kom ud for undervejs.
Vi kørte i to grupper i hver sin bil, som fulgte efter de to lastbiler. Lito, Warlito, Palle, Theis og jeg selv kørte i en C&C minivan efter
den første lastbil, mens Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo og Elian kørte i en firhjulstrækker efter den anden lastbil.
Efter at have hamret og banket på venstre forhjul i knap en time, besluttede lastbilchaufføren sig for at få fat i en mekaniker, der rent
faktisk ville være i stand til at reparerer bremsen. Selv om den lange ventetiden var frustrerende, så var det svært at være andet end imponeret
over filippinernes evne til at reparere biler med de mest primitive remedier.
Jeg vil skyde på at reparationen af bremsen på vestre forhjul har taget omkring 2-3 timer. Men vi fortsatte turen ved godt mod, trætte,
men ved godt mod. Klokken var nu omkring 9 om morgen og vi var nået knap 200 km væk fra Manila.
Efter at have kørt i cirka 3 timer spillede skæbne os et lille pus. Endnu engang stod det ilde til med vores lastbil. Denne gang skyldes
det dog et klumset forsøg på at overhale, hvilket resulterede i et trykket førerhus – for at sige det mildt. Heldigvis kom chaufføren og
hans to hjælpere ikke noget til – og der skulle blot endnu en reparation til før vi var kørende. Det viste sig dog at være et oplagt tidspunkt,
at kører efter frokost på, da klokken havde passeret 12.
Kl.16 samme dag var første lastbil fremme i Legaspi, vi manglende dog stadig at tilbage lægge omkring 200 km. Efter adskillige timers kørsel uden alt for mange pauser var vi nu også fremme – 14 timer efter den første lastbil – eller cirka 30 timer efter, at være taget fra Manila. Turen ind til selve Legaspi City var noget af en oplevelse. Det var utrolig surrealistisk at kører igennem et område med så store ødelæggelser.
Alle palmerne pegede i samme retning, den retning som tyfonen blæste gennem landet. Mængden af jord, som nu dækkede en stor del af
landskabet var utrolig og flere steder manglede vejene helt eller delvist. Desuden så vi flere huse der var begravet af jordmasserne og kun
taget eller toppen af huset var synlig.
Efter at være ankommet til nødhjælpscenteret (Social Action Center) i Legaspi City, blev varerne fra den sidste lastbil læsset af, og
min gruppe tog til det nærmeste hotel for at sove. Den anden gruppe bestående af Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo og Elian gik i gang med
at pakke madvarerne efter de var blevet læsset af. Dette skete i samarbejde med en lang række frivillige hjælpere fra nødhjælpscenteret i
Legaspi. Varerne var jo bare blevet transporteret i deres originale papkasser, så det var nødvendigt at ompakke hele molevitten så vi let kunne
dele det ud til de mange nødlidende familier.
Fordeling blev således: Samme aften tog vi alle ud og spiste, drak en øl og kom hinanden nærmere over en diskussion om de bedste og mest populære computerspil. Ja, nogle ting er vel universelle. Næste morgen, fredag d.29/12 2006, stod den på uddeling. Alle poserne med madvarer og ris skulle nu læsses på et nyt sæt lastbiler og køres ud til de lokalområder, som var blevet udvalgt til at modtage nødhjælpen fra C&C Travel.
Min gruppe som nu bestod af Lito (Chaufføren), Warlito, Alan, Theis, Palle og mig selv kørte efter første lastbil, som havde to hjælpere på ladet, samt en koordinator fra nødhjælpscenteret med i bilen. Destinationen var en kirke i et lille lokalsamfund, godt en times kørsel fra Legaspi City. Her blev vi mødt af godt 200 nysgerrige mennesker, der fulgte os med deres blikke lige meget hvor vi gik hen – og børnene, ja, de fulgte bare efter os…
Vi blev budt velkommen af præsten, som inviterede os ind i hans bolig, hvor han på vegne af lokalsamfundet sagde tak for hjælpen og fortalte
lidt om, hvordan han havde udvalgt 280 familier til at modtage netop den hjælp som vi kom med. En ting jeg bed mærke i, da alle poserne skulle bæres ind i det lille hus var, at det var utrolig svært rent faktisk at få lov til at bære poserne ind i huset. Inden jeg nåede at kigge mig omkring var der allerede en lang linie af filippinerne der bar poserne ind i huset. Jeg måtte vente til de mange poser med ris skulle fra lastbilen og ind til resten af poserne. Jeg blev flere gange spurgt om jeg var okay og om jeg nu også var sikker på, at jeg ville tage en sæk med 25 kg ris på skulderen.
Det var sjovt at se, så stort respekt der var for denne præst, blandt de mange mennesker der var mødt op. Præsten hoppede op på et gelænder og dirigere masserne ... og vupti, så stod de 280 mennesker i to pæne rækker.
Aftenens mørke faldt hurtigt på og vi var nu klar til at dele ud til de første 280 familier. Det hele forløb stille og fredeligt, og alle
menneskerne var glade. Jeg stod selv i den linie som bragte de mange poser ud af opbevaringshuset og over til de to borde, hvor de filippinske
familier tog imod madvarerne.
Da vi var færdige med at uddele madvarer ved kirken tog vi videre til næste og sidste stop. Denne gang foregik uddelingen på en ødet vej i
et område, hvor næsten alt var skyllet eller blæst væk. Igen var det nødhjælpscenteret der havde koordineret uddelingen og da vi ankom, stod
der 200 familier klar til at modtage madvarerne.
Til trods for dårligt vejr var alle glade og team-worket mellem Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo, Elian, Warlito og jeg selv fungerede bare.
Selvom der blev slynget et par ton over lastbilernes lad, så var vi alle opslugt af at give den fantastiske gave til de mange familier i nød.
Jeg kan kun slutte med at sige, at jeg er utrolig glad for at have været med til denne uddeling. Det var været en oplevelse ud over alle andre.
Morten Christensen, C&C Travel
Klik her for at læse takkebrevet fra Connie Pausanos, lederen
på vores kontor i Manila samt koordinering af hjælpeprogrammer på Filippinerne.
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||