Vi gav i alt 582 julepakker og 177 grise til 759 familier i fem landsbyer omkring byen Libacao i dagene 9-14 december. Landsbyerne var Pampango, Casit-an, Batobato, Alfonso XII og Rosal. Det er alle landsbyer, som er blevet usædvanlig hårdt ramt af tyfonen i november 2013, og folk plages stadig af eftervirkningerne. Det er som om, folk taler om en tidsregning før og efter tyfonen, når de fortæller om deres liv. Markerne er stadig ødelagte, og der ligger faldne træer ved vejene og på markerne. Det er meget fattige landmænd, som arbejder hårdt fra morgen til aften. De 759 familier – eller i alt over 4000 mennesker – som vi sammen har hjulpet, var meget taknemmelige for støtten.

I år gav vi for første gang både julepakker og grise. Tre landsbyer fik pakker og to fik grise. Julepakkerne er stadig en vinder for alle, og folk er rørte, når de åbner pakkerne og opdager, at der faktisk er en hel del ting i posen. Grisene er en ny idé, og vi må nok være ærlige og sige, at vi selv var lidt spændte på, hvordan det skulle gå. Grisene blev modtaget fantastisk, og det var som om, de ved uddelingen allerede aftalte med hvilken nabo, de skulle parre deres gris med. Logistikken med indkøb og transport af grisene er en helt anden og meget underholdende historie, men lad os bare sige, at en ting er at bære grise, en anden ting er at bære driv våde grise.

Da vi havde købt alle pakkerne med et budget på 250 kr. pr. pakke, havde vi lidt penge tilbage. Derfor besluttede vi at inkludere to stykker legetøj i pakken i stedet for et. Herudover købte vi yderligere legetøj, således at alle børn kunne få uanset om familien havde 1 eller 7 børn. Det var lige så meget forældrenes ansigter som børnenes ansigter, der lyste op ved legetøjsuddelingen. Vi fik faktisk købt så meget legetøj, at en helt sjette landsby, som vi kørte forbi en dag på vej hjem, også kunne få legetøj til alle børnene.



Regnskab:

Samlet gav C&Cs gæster og samarbejdspartenere 759 pakker og grise a 250 kr. pr. stk. i alt kr. 189.750. Flybilletter, transport- og logistikomkostninger på Filippinerne er dækket af C&C Travel for i alt ca. kr. 90.000. Vi havde købt 18 julepakker og 13 grise for meget, som blev givet til alle lokale, der hjalp os – dvs. chauffører, arbejdere mv. Holdet fra Danmark var Rasmus Ravn, Lars Bertram, Luca Harrasser Burmeister, C&C Travel i Danmark, og Aileene fra C&C Travel Filippinerne.




Se alle billeder fra operationen her

Se alle familiebillederne her

Julepakkens indhold så sådan ud:
Sukker 1 kg PHP 48,00
Nescafé 100 g PHP 151,80
Sardiner 12 dåser a 155 g PHP 167,16
Pulvermælk 700 g PHP 204
Sprængt oksekød 12 dåser a 150 g PHP 280
Nudler 12 pakker PHP 60
Sæbe 90 g PHP 68,42
Tandpasta 95 ml PHP 61,96
Tandbørster 1 stk PHP 35
Spaghetti 1 kg PHP 61,67
Pasta Sauce 1 kg PHP 67,67
Cheddar Ost 165 g PHP44,80
Legetøj 2 stk. PHP 380,80
Ris 10 kg PHP 340,00
I alt PHP 1899 / Kr. 250

Vi synes, at det er en fantastisk ide, som C&C Travel har sat i søen. Her kan man jo virkelig se, at vores bidrag kommer på rette sted og virkelig gør en forskel. Det er meget positivt, og vi fortsætter gerne.

Med venlig hilsen og glædelig jul

Inge og Preben Andersen - Odense

Kære Luca - og C&C Travel

Tusind tak for et dejligt julebrev - med så mange positive informationer om, hvordan julepakkerne og grisene har fundet vej til familier, der er blevet glade for gaven. - Tænk, at 250 kr. kan gøre så meget gavn og give så meget glæde - det er helt utroligt, synes jeg. Tak til jer og til alle lokale, der har bidraget til at operation julepakke kunne lykkes. - Ved lejlighed kunne jeg godt tænke mig at høre den underholdende historie om, hvordan man bærer drivvåde grise :-)

Ønske om en glædelig jul!

venlige hilsner,

Margit Vildlyng

Jeg synes at jeres initiativ er fantastisk, og man bliver helt varm om hjertet af at læse om jeres tur, og den glæde pakkerne har været med til at sprede. Tænk at man kan få så meget for 250,- kr. Jeg støtter meget gerne igen næste år. Godt gået – og god jul.

Venlig hilsen

Heidi Jensen

Kære Luca og resten af holdet fra C&C

Det er et super godt projekt. Fedt at få en personlig beretning med tilhørende billeder. Der er ikke nogen tvivl om at pengene går til folk som har et stort behov, samt at udgifterne til administration er minimeret så meget som muligt. Så kæmpe thumbs up for jeres initiativ og den store indsats I har leveret. Det er et projekt som jeg også fremover vil støtte op omkring.

God jul!

Bo Laksáfoss Holbek

Jeg siger mange tak for det hjælpe arbejde I gør - jeg både tror og håber på I gør en forskel. Det at sidde trygt hjemme i sofaen og donere et symbolsk beløb kan alle jo gøre, men at bringe hjælpen ud til dem som virkelig har brug for det, det er en stor og vanskelig opgave.

mvh.

Bent Nørgaard

Kære C&C Travel

Vi har været på Filippinerne flere gange og har siden støttet med julepakker. Det gør vi, fordi vi ved, at I giver hjælpen, hvor behovet er størst, og at det hele ikke går op i administration. Tak for jeres fantastiske indsats.

Mange julehilsener

Jane og Svend Behrens

Hej CC.

Tak for mailen vedr. julepakkerne. Vi er meget glade for at kunne støtte dette program.

Vi har været på Filippinerne 3 gange, og vi ved, at der er megen brug for hjælp. At de så oven i købet er udsat for de store naturkatastrofer gør kun al ting endnu sværere. Tak fordi I laver dette store arbejde.

Børge Andersen

Endnu engang tak for din interesse fra hele C&C Hjælpeprogrammer & C&C Travel