NØDHJÆLP TIL ALBAY

December 26–30 2006

Klik her for at læse takkebrevet fra Connie Pausanos, lederen på vores kontor i Manila samt koordinering af hjælpeprogrammer på Filippinerne.

Min historie begynder mandag d.25/12 2006 i Københavns lufthavn. Efter to ugers indsamling via cctravel.dk er tiden nu kommet til at få kørt nødhjælpen i stilling.

I lufthavnen mødes jeg med en anden dansker, ved navn Theis, som havde valgt selv at købe en billet for at tage med til Filippinerne og bruge sin juleferie på at hjælpe.

Fra venstre er det Jay, Alan, Elvin, Vincent, Warlito, Morten, Ino, Palle, Elian, Bibo og Theis - og manden bag kameraet er vores chauffør Lito.

Efter de cirka 15 timer i fly med stop i både Frankfurt og Hong Kong, ankom vi tirsdag aften til lufthavnen i Manila. I lufthavnen blev vi mødt af vores chauffør, Lito fra C&C kontoret i Manila, som kørte os ud til de to lastbiler der netop var blevet fyldt med de mange madvarer, der skulle køres til Legaspi. Her mødte vi også den gruppe af filippinere der skulle med til Albay-området og hjælpe med at koordinere, pakke og uddele alle de varer, som de netop havde læsset på bilerne. Gruppen bestod af Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo, Elian og Warlito, samt vores danske fotograf, Palle, der havde været på Coco Beach for bl.a. at tage billeder af mangyan uddeling.

Vareindkøb De mange kasser der skal læsses
på lastbilerne
Varerne læsses på lastbilen

Efter en hurtig aftensmad kørte vi, kl.23, mod Legaspi. Det viste sig dog hurtigt at det ville blive en lang tur, ikke alene på grund af de 500 km der skulle tilbage lægges, men på grund af de mange problemer vi kom ud for undervejs.
Da vi var færdige med at spise aftensmad, blev der skiftet dæk på den ene lastbil. Dette dæk skulle selvfølgelig repareres, da det var det eneste reservedæk på den pågældende lastbil. Denne reparation tog små to timer, da det er de færreste filippinske ”automekanikere” der har de samme remedier som de danske.
Til trods for en mindre forsinkelse, var vi nu godt på vej.

Dæk skifte

Vi kørte i to grupper i hver sin bil, som fulgte efter de to lastbiler. Lito, Warlito, Palle, Theis og jeg selv kørte i en C&C minivan efter den første lastbil, mens Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo og Elian kørte i en firhjulstrækker efter den anden lastbil.
Efter at have kørt i cirka 5 timer fik lastbilen, som min gruppe fulgte efter, problemer med bremserne på venstre forhjul. Vi stoppede for at undersøge sagen nærmere, mens den anden gruppe fulgte efter den sidste lastbil.

Efter at have hamret og banket på venstre forhjul i knap en time, besluttede lastbilchaufføren sig for at få fat i en mekaniker, der rent faktisk ville være i stand til at reparerer bremsen. Selv om den lange ventetiden var frustrerende, så var det svært at være andet end imponeret over filippinernes evne til at reparere biler med de mest primitive remedier.
Selvom der er mange turister på Filippinerne, så gætter jeg på at det ikke er hver dag, en gennemsnitlig filippiner ser en hvid mand med lyst hår stå i vejkanten og vente på en lastbil, der er i færd med at blive repareret. I hvert oplevede jeg utrolig mange nysgerrige blikke og vinke’n fra forbipasserende bilister.

Vi ser til mens bremserne ordnes Den lokale mekaniker ordner bremsen

Jeg vil skyde på at reparationen af bremsen på vestre forhjul har taget omkring 2-3 timer. Men vi fortsatte turen ved godt mod, trætte, men ved godt mod. Klokken var nu omkring 9 om morgen og vi var nået knap 200 km væk fra Manila.
De efterfølgende timer blev primært brugt på at kører gennem bjergene, hvilket var lidt af en oplevelse. Her blev vi mødt af utrolige udsigter, karikerede landskaber og masser af fattige familier langs vejene. Det der står tydeligst i min hukommelse var en strækning på godt 1 km, hvor der stod børn i alderen 5-15 år med en arm i vejret i håb om, at de forbipasserende bilister ville smide en skilling ud af vinduet. Husene som disse børn boede i, med deres familie, var vel på størrelse med en gennemsnitlig ungdomsbolig herhjemme, ja godt 30m2 for de store af husene.

Efter at have kørt i cirka 3 timer spillede skæbne os et lille pus. Endnu engang stod det ilde til med vores lastbil. Denne gang skyldes det dog et klumset forsøg på at overhale, hvilket resulterede i et trykket førerhus – for at sige det mildt. Heldigvis kom chaufføren og hans to hjælpere ikke noget til – og der skulle blot endnu en reparation til før vi var kørende. Det viste sig dog at være et oplagt tidspunkt, at kører efter frokost på, da klokken havde passeret 12.
Efter frokost var der mulighed for at indhentet turens største mangelvarer, nemlig søvn. Det blev til godt en time, da det trods alt ikke er lige behageligt at sove i en bil – og så slet ikke når det er 30 grader udenfor og aircondition’en er slukket.

...Nå, nok om problemerne med lastbilerne

Når uheldet er ude Et stk. trykket lastbil

Kl.16 samme dag var første lastbil fremme i Legaspi, vi manglende dog stadig at tilbage lægge omkring 200 km. Efter adskillige timers kørsel uden alt for mange pauser var vi nu også fremme – 14 timer efter den første lastbil – eller cirka 30 timer efter, at være taget fra Manila. Turen ind til selve Legaspi City var noget af en oplevelse. Det var utrolig surrealistisk at kører igennem et område med så store ødelæggelser.

Alle palmerne pegede i samme retning, den retning som tyfonen blæste gennem landet. Mængden af jord, som nu dækkede en stor del af landskabet var utrolig og flere steder manglede vejene helt eller delvist. Desuden så vi flere huse der var begravet af jordmasserne og kun taget eller toppen af huset var synlig.
Jeg har forsøgt at filmene nogle små sekvenser (klik på billederne nedenfor) af turen ind til Legaspi City, for at give et indblik i hvor alvorlige ødelæggelserne rent faktisk er. Desværre er kvalitet begrænset, da det er filmet gennem vinduet på den bil vi kørte i, men det burde være muligt at fornemme jordmasserne, samt Mayon vulkanen i baggrunden.

Videoklip (7MB): Vi nærmere os Legaspi med
udsigt til Mayon vulkanen forude.
OBS: Åbnes i nyt vindue.
Videoklip (16MB): Vi kører forbi Mayon vulkanen.
OBS: Åbnes i nyt vindue.

Efter at være ankommet til nødhjælpscenteret (Social Action Center) i Legaspi City, blev varerne fra den sidste lastbil læsset af, og min gruppe tog til det nærmeste hotel for at sove. Den anden gruppe bestående af Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo og Elian gik i gang med at pakke madvarerne efter de var blevet læsset af. Dette skete i samarbejde med en lang række frivillige hjælpere fra nødhjælpscenteret i Legaspi. Varerne var jo bare blevet transporteret i deres originale papkasser, så det var nødvendigt at ompakke hele molevitten så vi let kunne dele det ud til de mange nødlidende familier.
Efter at have sovet nogle timer på hotel tog min gruppe og jeg over til nødhjælpscenteret for, at hjælpe med at ompakke varerne. Det foregik således at en lang række frivillige hjælpere, samt nogle nonner pakkede varerne i poser, mens vi sørgede for at der hele tiden var en ny kasse med varer parat. Derefter blev alle poserne båret ind i et opbevaringsrum ved siden af ”pakke centralen”.

Pakke centralen i fuld gang De pakkede madvarer

Fordeling blev således:
En familie skulle have en pose med 25kg ris, en pose med konserves (sardiner, meatloaf og pork & beans), en pose med nudler og tropical fruit slik, en pose med sæbe og shampo (vaskepulver, sæbe og shampoo) og en pose blandet (sukker, salt, Nescafe, mælke pulver, kakao pulver og brød).

Samme aften tog vi alle ud og spiste, drak en øl og kom hinanden nærmere over en diskussion om de bedste og mest populære computerspil. Ja, nogle ting er vel universelle.

Næste morgen, fredag d.29/12 2006, stod den på uddeling. Alle poserne med madvarer og ris skulle nu læsses på et nyt sæt lastbiler og køres ud til de lokalområder, som var blevet udvalgt til at modtage nødhjælpen fra C&C Travel.

Lastbilerne gøres klar Indgangen til kirken Selve kirken

Min gruppe som nu bestod af Lito (Chaufføren), Warlito, Alan, Theis, Palle og mig selv kørte efter første lastbil, som havde to hjælpere på ladet, samt en koordinator fra nødhjælpscenteret med i bilen. Destinationen var en kirke i et lille lokalsamfund, godt en times kørsel fra Legaspi City. Her blev vi mødt af godt 200 nysgerrige mennesker, der fulgte os med deres blikke lige meget hvor vi gik hen – og børnene, ja, de fulgte bare efter os…

De mange poser læsses af En af de mange børn Flere folk kommer til...

Vi blev budt velkommen af præsten, som inviterede os ind i hans bolig, hvor han på vegne af lokalsamfundet sagde tak for hjælpen og fortalte lidt om, hvordan han havde udvalgt 280 familier til at modtage netop den hjælp som vi kom med.
Der kom i alt tre lastbiler op til kirken, hvorfra de mange plastikposer og poser med ris blev båret ind i et lille hus, som lå ved siden af kirken. Selve uddelingen ville finde sted med dette hus, som udgangspunkt.

En ting jeg bed mærke i, da alle poserne skulle bæres ind i det lille hus var, at det var utrolig svært rent faktisk at få lov til at bære poserne ind i huset. Inden jeg nåede at kigge mig omkring var der allerede en lang linie af filippinerne der bar poserne ind i huset. Jeg måtte vente til de mange poser med ris skulle fra lastbilen og ind til resten af poserne. Jeg blev flere gange spurgt om jeg var okay og om jeg nu også var sikker på, at jeg ville tage en sæk med 25 kg ris på skulderen.

Præsten ser til mens varerne læsses af Sække med ris slynges over ladet Nogle af de mange tilskuere

Det var sjovt at se, så stort respekt der var for denne præst, blandt de mange mennesker der var mødt op. Præsten hoppede op på et gelænder og dirigere masserne ... og vupti, så stod de 280 mennesker i to pæne rækker.

Videoklip (5MB): Den sidste lastbil tømmes og poserne bæres ind i opbevaringshuset.
OBS: Åbnes i nyt vindue.
Videoklip (7MB): Vi ser til, mens lastbilen tømmes.
OBS: Åbnes i nyt vindue.

Aftenens mørke faldt hurtigt på og vi var nu klar til at dele ud til de første 280 familier. Det hele forløb stille og fredeligt, og alle menneskerne var glade. Jeg stod selv i den linie som bragte de mange poser ud af opbevaringshuset og over til de to borde, hvor de filippinske familier tog imod madvarerne.
Når en familie havde fået deres madvarer, satte de sig typisk ned på græsset og begyndte at pakke ud, for at se indholdet af de forskellige poser. Gang på gang hørte man de mange glade familier sige tak, og det var i det hele taget ikke svært at fornemme deres glæde. Denne hjælp faldt helt sikkert på et tørt sted for dem alle.

To rækker dannes Uddelingen er i gang Nogle af de mange glade familier

Da vi var færdige med at uddele madvarer ved kirken tog vi videre til næste og sidste stop. Denne gang foregik uddelingen på en ødet vej i et område, hvor næsten alt var skyllet eller blæst væk. Igen var det nødhjælpscenteret der havde koordineret uddelingen og da vi ankom, stod der 200 familier klar til at modtage madvarerne.
Mens min gruppe og jeg havde været i gang ved kirken, havde resten af gutterne gjort klar til den anden uddeling.

Videoklip (6MB): Se uddelingen (bemærk at det er meget mørkt).
OBS: Åbnes i nyt vindue.

Til trods for dårligt vejr var alle glade og team-worket mellem Ino, Vincent, Jay, Alan, Elvin, Bibo, Elian, Warlito og jeg selv fungerede bare. Selvom der blev slynget et par ton over lastbilernes lad, så var vi alle opslugt af at give den fantastiske gave til de mange familier i nød.
Ja, det er svært at finde ord for det der fandt sted den december aften i Legaspi, men sjældent ser man så mange glade ansigter og hører så mange sige tak for noget der virkeligt er værdsat.
Vi blev færdige med uddelingen fredag aften omkring kl.23 - vi brugte hele natten, samt den halve lørdag på at kører tilbage til Manila.

2. uddelingspost Folkemængden Varerne bæres væk

Jeg kan kun slutte med at sige, at jeg er utrolig glad for at have været med til denne uddeling. Det var været en oplevelse ud over alle andre.
På vegne af 480 filippinske familier vil jeg hermed overbringe et stort TAK til alle dem der har støttet op om denne indsamling og uddeling af madvarer. I har været med til at gøre disse familiers liv meget lettere i januar måned og i det hele taget give dem et godt nytår.

Morten Christensen, C&C Travel
Boltens Gård d.11/01-07

Klik her for at læse takkebrevet fra Connie Pausanos, lederen på vores kontor i Manila samt koordinering af hjælpeprogrammer på Filippinerne.